Der boede en underlig graasprængt en,
lige ved den nøgne Ø
Hans Navn var ei Thærie Wiigen,
dog denne Mand ere ogsaa død
Han lævde sit Liv i sprælsk Jubalong,
Hans Energie tog aldrig slut
Helt til den Dag han døde;
helt til sin siste Sprud
For hans Lem det var dog aktieft,
hans Lyste ligesaa
Der var faa Quinde i denne Værden,
som riide af den Staa
Han lækte sig i Lunden,
Han koste sig med Quinder
Fik aldrig nog av disse,
var blandt Mænd en Vinner
Men braat en Dag sa det "Stop!"
en Quindes Husbond ble lei
Han fyrede av sin Muskedunder
i vor Helts Kontrafei
Og det var slættes ikke lett,
at svælge (!) for vor Hælt
Hans Hiærne rant udover Klæder;
det maa ha været fælt
Hans Klæder blev dog skitne,
Hans Liv blev dog slut.
Men vi vild aldrig glæmme
vor Hælts ænorme Sprud...